“Jeg kunne ikke slippe billederne på nethinden af børn i elendighed og kvinder i fattigdom”

Mød Chimalaya Charitys grundlægger og formand, Pia Torp. En rejse til Nepal i 2009 blev startskuddet på hendes stædige kamp for at skabe bedre vilkår for mødre og nyfødte i et af verdens fattigste land.

Hvorfor startede du Chimalaya Charity?

Jeg kunne ikke lade være. Det er det korte svar. Min første rejse til Nepal var i 2009, da min mand Carsten skulle bestige Mount Everest. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke slippe billederne på nethinden af børn i elendighed og kvinder i fattigdom. Især mødet med kvinden Urmila gjorde indtryk. Hun gik fra hus til hus og bad om mad og husly med et nyfødt barn i favnen og sin ældste søn i hånden. Hun havde mistet sin mand og som kvinde uden en familie i ryggen, er der ingen støtte at hente i Nepal. Hun sov med sine børn i en stald og kæmpede for at overleve. Jeg måtte tilbage og hjælpe, og det kom jeg. Dét år var jeg i Nepal tre gange.

Nepal er et meget kaotisk land, og til at begynde med vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle hjælpe. Derfor satte jeg mig for at lære samfundet godt at kende, så jeg blev i stand til at gennemskue, hvor min hjælp kunne gavne mest. I starten besøgte jeg nogle børnehjem, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var der, jeg skulle sætte ind. Mange børnehjem var dengang ikke reelle. Der findes en stor industri i Nepal, som er baseret på folk fra velstående lande, der vil gøre noget godt og giver penge til børnehjem. I virkeligheden gør de noget skidt. Men det kan man ikke vide, før man har været der og har lært det at kende.

I landsbyen Thimi mødte jeg en pottemagerfamilie. I dag kalder jeg den ”min nepalesiske familie”. Jeg begyndte at importere deres håndværk, krus, kander, skåle og tallerkner, som jeg solgte videre i Skandinavien under navnet ”Chimalaya”. Det kastede nogle penge af sig, som jeg ville bruge på at hjælpe de lokale.

“Chimalaya” blev senere til “Chimalaya Charity”. Hvordan kom du frem til, hvordan du skulle hjælpe?

Min norske veninde Liv Elin Torheim, som er professor i ernæring og har arbejdet i Nepal, opfordrede mig til at kontakte to nepalesiske børnelæger, hun kendte. Begge læger havde taget dele af deres uddannelser i Norge, men for at give tilbage til det samfund, de kom fra, arbejdede de frivilligt i en lægeklinik i landsbyen Bode to gange om ugen. Jeg havde fra starten god kemi med Dr. Ram og Dr. Manju. Da vi en dag diskuterede problemstillingen med kvinder og børn, som lades i stikken i det nepalesiske samfund, fik jeg idéen til at lave en mødregruppe. Jeg vidste fra Danmark, at det sociale samværd i en mødregruppe er en stor hjælp for mange mødre, og at sundhedsplejerskens støtte giver tryghed. Det var et godt middel til at nå kvinderne, og samtidig var det en billig måde at starte op på. Min betingelse var, at vi ikke skulle stå og fortælle kvinderne, hvad de skulle gøre og så forsvinde igen. Jeg ville være sikker på, at der var lokal forankring hele vejen rundt, så Dr. Ram og jeg brugte tid på at involvere lokale politikere, skoler osv. i vores arbejde.Det betød, at vi fra starten havde opbakning fra lokalsamfundets vigtigste kanaler.

Jeg var meget nervøs for, at der ikke ville møde nogen op til vores første mødregruppe. Men da jeg nåede frem til klinikken den dag i december 2014, stod mødre og børn i kø for at komme ind. Jeg troede ikke mine egne øjne. Efterhånden, som vi fik uddannet lokalt sundhedspersonale, begyndte vi at tage på hjemmebesøg til mødre og deres nyfødte. Præcis som i Danmark hvor sundhedsplejersken kommer på besøg efter fødslen. Med den model kan vi følge barnet tæt i dets første, sårbare tid, som er afgørende for at mindske spædbørnsdødeligheden og forhindre fejlernæring.

I dag har Chimalaya Charity NGO-status med lokalt ansatte. Antallet af mødre og børn, som Chimalaya hjælper, vokser år for år, og sundhedsmyndighederne i Nepal roser Chimalayas model. Hvordan er det lykkes at nå dertil?

Det hele afhænger af at have et dedikeret team, og det har vi. Alle her i Danmark arbejder frivilligt og vil gerne gøre en forskel, som jeg vil. Vi er ildsjæle, og jeg er stolt af, at så mange giver deres tid og erfaringer til Chimalaya frivilligt. I Nepal har vi dygtige, dedikerede medarbejdere, der har været med fra starten. I et land med meget korruption har vi været heldige at møde folk, vi kan stole på. Men det har også krævet vedholdenhed og tålmodighed. Det går tit op ad bakke, og det er ikke alt, der lykkes. Vi har også lært, at ting tager tid. Jeg er ofte ret utålmodig, men organisk, sund vækst, hvor alle kan være med, er det, der virker i et land som Nepal.

Hvad betyder “Chimalaya”?

”Chi” betyder ”den gode energi” og er et udtryk, der kendes i hele Asien. Det satte jeg sammen med ”Himalaya”, fordi vi arbejder i området omkring Himalaya-bjergene. Senere blev jeg gjort opmærksom på, at Chimalaya også kunne være en sammenskrivning af ”Children” og ”Himalaya”. Det gør kun vores navn endnu mere fint.

Hvordan håber du, at fremtiden ser ud for Chimalaya Charity?

Mit håb er, at besøg af en sundhedsplejerske i hjemmet bliver optaget i regeringens sundhedsprogram i Nepal. Det skal ikke bare være en intention, som det er nu, men en ret, som alle små børn har. Ingen mor skal sidde lige efter fødslen, uden at vide hvordan hun skal håndtere sit lille barn. Mor og barn skal have en sundhedsplejerske på besøg, så vi kan få nedbragt fejlernæringen og elimineret antallet af børn, som dør, fordi der ikke er støtte og hjælp til dem og deres familie.

Hvad kom Chimalaya Charity til at betyde for dig?

Jeg bliver et bedre og rigere menneske i mødet med disse smukke, yderst sårbare mennesker. Samtidig er det enormt stressende at drive en organisation i sin fritid, for jeg slipper aldrig projektet i mine tanker. Men når jeg er i Nepal, og jeg hører en mor, der peger på sin ammende datter og udbryder ”Chimalaya”, så ved jeg, hvorfor jeg gør det her. Jeg er enormt stolt. Det giver mig meget på den menneskelige front. Rent professionelt har det også haft en betydning. Jeg arbejder som psykoterapeut, og i mødet med mine klienter har jeg fået en større forståelse for det at kæmpe for noget. Jeg har troen på, at vi nok skal komme igennem svære tider. Når mennesker i et af verdens fattigste lande kan klare sig igennem tilværelsen, så kan vi også.