Skuespiller Danica Curcic låner sin stemme til Chimalaya Charitys arbejde for mødre og børn

Fængslende fortællinger skal være med til at sætte fokus på Nepals udfordringer med fejlernæring og spædbørnsdødelighed.

Den prisvindende skuespiller Danica Curcic er gået sammen med Chimalaya Charity om at give Nepals nyfødte en god start på livet. Gennem en række af små videoer, der sætter fokus på foreningens vigtige arbejde, skal Danica Curcic være med til at give Nepals mødre og børn en stemme.

Skuespilleren besøger i øjeblikket Chimalaya Charitys projekter i Bode-området lidt uden for Nepals hovedstad Kathmandu, og vil sammen med foreningens sundhedsfaglige team komme helt tæt på de store udfordringer, som landet slås med. Nepal er et af de lande i verden med højest spædbørnsdødelighed og flest fejlernærede børn. 57.000 børn dør hvert år, men mange af disse dødsfald kunne være undgået med relativt simpel viden – den slags vi i vores del af verden har lært gennem mødregrupper og sundhedsplejersker.

Danica Curcic vil som ambassadør for foreningen være med til at sætte fokus på de tre enkle koncepter, som Chimalaya Charity har stor succes med, og som det lille lokalområde i Bode er pionerer på. Gennem hjemmebesøg hos mødre med nyfødte, mødregrupper og outreach camps bringer Chimalaya Charitys dygtige team af læger, sygeplejersker og socialarbejdere sundhedsfaglig hjælp til en både sårbar og udsat gruppe. Inspirationen er hentet i Skandinavien, men hjælpen er 100 % nepalesisk.

De nepalesiske mødre fortjener at kunne give deres børn en ligeså god start på livet som alle andre mødre. Derfor giver vi det bedste vi kan – nemlig vores viden, støtte og en hjælpende hånd. På den måde kan nepaleserne selv med tiden bære faklen videre, så de kommende generationer bliver både stærke og sunde – og forhåbentligt i stand til at løfte landet ud af fattigdom.

I Chimalaya Charity glæder vi os meget til at vise i lyd og billeder hvordan vi udfører vores arbejde og hvordan vi hjælper mødrene og deres børn i Nepal.

På vores Facebook profil kan I følge med i Danicas oplevelser i Nepal.

Danica Curcic. Foto: Lars H. Laursen
Der er lukket for kommentarer.